Eiswasser und Sprudel

Sådan fremstilles isvand og vand med brus i en installation

Når isvand eller danskvand tappes fra en vandhane i en professionel installation, gennemgår vandet flere trin, før det når brugeren. Det starter med vandforsyningen fra bygningen, som føres ind i køleenheden under bordet, hvor selve behandlingen finder sted.

Det første trin er filtrering. Vandet føres gennem et aktivt kulfilter, som reducerer urenheder, mikroplast, klor og lugt fra postvandet. Det er ikke nødvendigvis komponenter, der gør vandet sundhedsskadeligt, men de påvirker både smag og udseende, og filtreringen er en forudsætning for den vandkvalitet, der forventes i en professionel installation.

Næste trin er kølingen. Vandet føres gennem en køleenhed, hvor temperaturen sænkes til omkring 2-6 °C afhængigt af systemets opbygning. Hvis brugeren vælger at tappe vand med brus, ledes det kølede vand videre til en CO₂-tilsætning, hvor kulsyren tilføres lige inden tapning.

Det er denne tre-trins-behandling — filtrering, køling og eventuel karbonisering — der adskiller en fast installation fra både flaskevand og en almindelig køkkenarmatur.

Sammenhængen mellem vandtype og installation gør det relevant at se isvand og brus som en del af et bredere felt af forskellige typer vandtyper i drikkevandsinstallationer, hvor valget afhænger af, hvordan løsningen skal anvendes på arbejdspladsen.

Gennemstrømskøling versus isbank

Selve kølingen kan ske på to forskellige måder, og forskellen mellem dem er det vigtigste tekniske valg i en isvand- og sparkling-installation. De to metoder leverer kølet vand af tilsvarende kvalitet, men de håndterer belastning forskelligt.

Gennemstrømskøling sker i en aluminiumsblok eller metalblok, hvor vandet føres gennem en rustfri stålspiral og køles ned undervejs. Temperaturen ligger typisk omkring 2 °C, og systemet køler vandet løbende, efterhånden som det tappes. Det fylder relativt lidt og passer til installationer med jævn brug, hvor mellem 20 og 70 brugere benytter løsningen i løbet af dagen.

Isbank-løsninger fungerer anderledes. Her opbygges en kuldebuffer ved at fryse en større mængde isblok ned til omkring 0,5 °C, som kan afgive kulden til vandet, der løber forbi. På større anlæg kan isbanken være på 49 liter, hvilket gør, at systemet kan levere isvand i serie selv under spidsbelastning, hvor mange brugere tapper inden for kort tid.

Forskellen mellem de to metoder handler ikke om, hvor koldt vandet bliver, men om hvor mange tapninger der kan ske efter hinanden uden temperaturudsving. I et kontor med 30-40 brugere fordelt over dagen er gennemstrømskøling tilstrækkelig. I en kantine, hvor 200 personer henter vand inden for 30 minutter omkring frokost, bliver isbanken den nødvendige løsning.

Det er derfor brugsmønstret — ikke det samlede brugerantal — der typisk afgør, hvilken type køling installationen skal have.

Kulsyre i installationen

Når installationen skal levere vand med brus, tilføres kulsyre til det allerede kølede vand, inden det føres frem til armaturet. Selve karboniseringen kan ske på to måder afhængigt af installationens størrelse, og forskellen har især betydning for driften.

I mindre installationer er CO₂-flasken tilkoblet direkte til køleenheden, og kulsyren tilføres vandet i selve flowet. Flaskestørrelser varierer typisk mellem 1,5 og 4 kg, og udskiftningen håndteres manuelt, når flasken er tom. Det fungerer godt i mindre kontorer, hvor forbruget er overskueligt, og udskiftningen kan indgå som en del af den almindelige vedligeholdelse.

I større anlæg er løsningen mere automatiseret. Her sidder en separat karboniseringstank — eksempelvis på 2,2 liter — som fungerer som en buffer, og selve CO₂-forsyningen kan være opbygget med en automatisk omskifter mellem flere flasker. Når den aktive flaske er tom, skifter systemet selv over til den næste, så driften ikke afbrydes.

Forskellen i praksis er, at en kantine med fire tilkoblede CO₂-flasker kan køre flere uger uden manuel håndtering af kulsyreforsyningen. For en facility manager med ansvar for flere installationer er det ofte en mere afgørende driftsfordel end selve produktdetaljerne i selve køleenheden.

I de største installationer kan vandet også være behandlet yderligere med UV-belysning, der reducerer bakterier i vandet inden køling. Det er typisk forbeholdt anlæg til kantiner og fællesområder med mange daglige brugere, hvor kravene til vandkvalitet over tid er højere.

Kapacitet og kølemetode i hverdagen

Valget mellem en mindre installation og et større system afhænger ikke kun af antallet af brugere, men også af, hvor koncentreret brugen er over dagen. Det er det parameter, der typisk er sværest at vurdere på forhånd, men det har størst betydning for, om løsningen fungerer stabilt i drift.

Til kontorer med op til omkring 25 brugere er en kapacitet på 17-46 liter i timen tilstrækkelig. Her er gennemstrømskøling den almindelige løsning, fordi brugen er fordelt over dagen, og temperaturen forbliver stabil mellem tapninger. Køleenheden fylder relativt lidt og kan indbygges i et almindeligt køkkenskab.

I mellemstore installationer med 50-150 brugere stiger kravet til kapacitet, og systemerne ligger typisk mellem 40 og 70 liter i timen. På dette niveau ses både gennemstrømskøling og mindre isbank-løsninger, og valget afhænger ofte af, om brugen er jævnt fordelt eller koncentreret omkring bestemte tidspunkter.

Til kantiner og fællesområder med 200-300 daglige brugere skifter logikken markant. Her bliver isbank-baserede systemer med kapaciteter på 120-240 liter i timen den primære løsningstype, og anlæggene kan typisk forsyne flere tappesteder fra samme køleenhed. Den automatiske CO₂-omskifter, som blev beskrevet tidligere, indgår ofte som en del af den samme installation.

Spidsbelastning er det forhold, der oftest undervurderes. I mange kantiner er det reelle vandforbrug koncentreret i en periode på 30-45 minutter omkring frokost, hvor en stor del af de daglige brugere henter vand inden for kort tid. Det er denne koncentration, der adskiller dimensioneringen af en kantine-løsning fra en kontor-løsning, selvom det samlede daglige forbrug ligger på samme niveau.

For installationer, hvor det primære behov er stabil adgang til kølet drikkevand uden kulsyre, anvendes ofte systemer til kølet drikkevand i drikkevandsinstallationer, hvor kølemetoden vælges efter samme principper, men uden CO₂-tilførsel.

Hvor installationen typisk placeres

Køleenheden er den fysisk største komponent i en isvand- og sparkling-installation, og dens placering har direkte betydning for, hvordan installationen kan integreres i køkkenmiljøet. I de mindre løsninger indbygges enheden typisk i et almindeligt køkkenskab, hvor den optager omkring halvdelen af et 60 cm bredt skab. Selve armaturet sidder synligt på køkkenfladen, mens teknikken bag forbliver skjult.

I større anlæg ændres logikken. Her er køleenheden ofte for stor til at blive integreret i et almindeligt skab, og placeringen kræver i stedet et dedikeret område — eksempelvis et teknikrum, en kælder eller et tilstødende lokale. I disse tilfælde anvendes en cirkulationspumpe og en kølet slange, som typisk kaldes en Python-slange, hvor det kølede vand transporteres til selve tappestedet uden at tabe temperatur undervejs.

Ventilation er kritisk uanset størrelse. Køleenheden afgiver varme under drift, og hvis varmen ikke kan trækkes væk, falder kølekapaciteten over tid. Derfor er en ventileret sokkel med rist en standardkomponent i installationen, og pladsen omkring enheden skal dimensioneres med plads til luftcirkulation.

For installationer med særlige krav til vandkvalitet — eksempelvis filtrering, der reducerer kalk eller andre mineraler — kombineres isvand- og sparkling-systemerne ofte med yderligere vandbehandling. Det ses i løsninger som drikkevandsløsninger med kalkfri behandling og specialiseret filtrering, hvor selve fremstillingen af isvand og brus kobles sammen med en mere omfattende behandling af vandet.

Tre forhold spiller typisk ind, når selve løsningen vælges:

• Antal brugere på spidsbelastning. Det samlede brugertal afgør kapaciteten, men spidsbelastningen afgør, om der skal vælges gennemstrømskøling eller isbank.
• Synlig eller skjult installation. I de fleste kontorer indbygges teknikken under bordet, mens armaturet står synligt. I større anlæg kan køleenheden placeres i et separat rum, hvilket frigør plads i selve køkkenet.
• Antal tappesteder fra samme køleenhed. Mindre systemer betjener typisk ét tappested, mens større anlæg kan forsyne tre eller flere armaturer fra samme installation, eventuelt via Python-slange.

Når disse forhold tages i betragtning, bliver valget mellem løsningstyperne lettere at træffe. Ikke ud fra produktet alene, men ud fra, hvordan installationen skal fungere i den konkrete bygning og det konkrete brugsmønster.