Berøringsfri vandhane med sensor til drikkevandsinstallationer

Sådan udløses tapningen i en berøringsfri vandhane

Aktiveringen styres af en infrarød sensor, som er integreret i armaturet og registrerer bevægelse eller tilstedeværelsen af et objekt inden for et bestemt felt under tuden. Når sensoren detekterer en hånd eller et glas i feltet, åbner en magnetventil og lader vandet løbe gennem armaturet.

Selve ventilstyringen kører på 12V lavspænding via en separat strømforsyning, ikke på 230V som køleenheden under bordet. Det er en teknisk detalje, men den har praktisk betydning for installationen, fordi sensor-modulet kan integreres uafhængigt af det øvrige strømsystem og dermed er en mindre indgribende komponent at føje til en eksisterende løsning.

Tapningen stopper igen automatisk, når sensoren ikke længere registrerer en genstand i feltet, eller når en forprogrammeret mængde er nået. Både rækkevidde, varighed og doseringsmængde kan kalibreres efter installationens behov, så aktiveringen kan tilpasses, om armaturet eksempelvis sidder på et fællesområde med mange forskellige brugere eller på en højbruger-installation, hvor flow-kontrol er en del af driften.

I praksis fungerer sensoren som et selvstændigt lag oven på et almindeligt drikkevandssystem. Vandet behandles og leveres på samme måde som i et manuelt anlæg - det er kun udløsningen af tapningen, der adskiller sensorstyrede armaturer til drikkevandsinstallationer fra deres manuelle modstykker.

Sensor som tilbygning til eksisterende installationer

En berøringsfri løsning er ikke nødvendigvis bundet til en ny installation. Sensor-modulet kan eftermonteres på eksisterende vandkølere uden at køleenheden udskiftes, så et anlæg, der oprindeligt blev installeret med manuel betjening, kan opgraderes til sensoraktivering med begrænset indgriben i den øvrige installation.

Det åbner for to scenarier i en organisation. En virksomhed med en velfungerende eksisterende vandkøler kan opgradere alene aktiveringen uden at investere i nyt udstyr — eksempelvis hvis hygiejnekrav ændrer sig, eller hvis brugsmønstret på arbejdspladsen har udviklet sig over tid. En anden mulighed er at have forskellige aktiveringstyper på forskellige tappesteder i samme bygning, så en kantine kan have sensorbetjening, mens et mindre kontorkøkken fortsat har manuel betjening.

Et sensor-modul består af en IR-sensor, en magnetventil, en strømforsyning og en isoleret slange. Eftermonteringen handler primært om at føre slange og strøm frem til armaturet samt at integrere sensoren i tappestedet — ikke om at åbne eller modificere køleenheden under bordet. Det gør opgraderingen mindre kompleks end en udskiftning af hele installationen.

For installationer, der allerede er driftssatte og fungerer stabilt, er sensor-eftermontering derfor en vej til at tilpasse løsningen til nye behov uden at starte forfra. Det er en mulighed, der ofte overses i diskussionen om sensorbetjening, fordi opmærksomheden typisk ligger på nyinstallationer.

Hvor sensorbetjening gør størst forskel

Forskellen mellem sensorbetjening og et manuelt armatur bliver først rigtig tydelig, når man ser på brugsmønstret i installationen. I miljøer med få faste brugere — et lille kontor, et mødelokale med nogle få medarbejdere — er forskellen marginal. Manuel betjening fungerer fint, og sensoraktivering tilfører ikke meget ud over en bekvemmelighed.

Men der hvor mange forskellige personer benytter installationen kort efter hinanden, ændrer sensoren karakteren af tappestedet. Det gælder kantiner, hvor brugen er koncentreret omkring frokostperioder med flere hundrede personer inden for et kort tidsvindue. Det gælder skoler, hvor elever passerer tappestederne i pauser. Det gælder sundhedsmiljøer og institutioner, hvor reduktion af berøringsflader har klinisk relevans. Og det gælder receptioner og lobbyer, hvor besøgende benytter installationen sjældent men efter hinanden, og hvor armaturets aktivering bliver en del af deres første møde med rummet.

I disse miljøer er sensoren ikke en bekvemmelighed, men en del af installationens grundfunktion. Det stiller også andre krav til driften, fordi flere brugere på kort tid betyder højere kølekapacitetsbehov og dermed ofte større anlæg. Sensorbetjening kobler sig derfor naturligt til drikkevandsløsninger til kantiner med høj gennemstrømning, hvor både kapacitet og brugsfrekvens er dimensioneret til daglig brug i tæt frekvens.

Sensor på flere tappesteder fra samme installation

På større anlæg kan sensorbetjening kombineres med flere tappesteder, der forsynes fra én underliggende køleenhed. Den type opbygning ses i konfigurationer med to eller flere tappestationer placeret ved siden af hinanden, hvor hver station har sin egen sensor — eller hvor flere sensorer på samme tappested styrer forskellige vandtyper uafhængigt af hinanden.

En dobbelt-tappestation kan eksempelvis have op til fire sensorer fordelt på to armaturer, hvor hvert armatur har to sensorer: én til isvand og én til vand med brus. Det giver fire uafhængige aktiveringer, der alle trækker fra samme køleenhed under bordet. Brugeren oplever det som fire separate tappesteder, mens den underliggende installation er ét fælles anlæg, der dimensioneres til den samlede belastning fra alle fire udleveringer.

Den her type opbygning anvendes typisk i kantiner og fællesområder, hvor gennemstrømningen kræver flere parallelle tappesteder for at undgå kødannelse i spidsperioder. Sensoraktiveringen får her en ekstra rolle ud over hygiejne — den fjerner også den lille forsinkelse, der opstår, når en bruger skal vente på at åbne eller lukke et armatur efter den foregående person.

For driften betyder multi-sensor-konfigurationen, at vedligeholdet kan udføres på selve sensor-modulet uden at påvirke køleenheden. Hver sensor har sin egen ventil og sin egen strømforsyning, så hvis én sensor kalibreres eller serviceres, fortsætter de øvrige uforstyrret.

Sensor som del af en samlet løsning

Sensorbetjening er en aktiveringsmetode, ikke en selvstændig produktkategori. Det betyder, at funktionen kan kombineres med stort set alle de armaturtyper, der ellers indgår i en drikkevandsinstallation — fra minimalistiske rustfri stål-løsninger til armaturer i specielle materialer som træ eller designorienterede serier fra eksterne armaturproducenter.

Valget af sensorbetjening begrænser derfor ikke de øvrige valg i installationen. Et armatur i ask kan have en integreret IR-sensor, ligesom et minimalistisk stål-armatur kan. Forskellen ligger i, hvordan sensoren teknisk integreres i armaturets form, og hvor synlig den er i det færdige udtryk. På nogle armaturer sidder sensoren synligt i armaturets hals; på andre er den indbygget mere diskret, så den ikke bryder armaturets form.

I praksis betyder det, at sensorbetjening bliver et supplerende lag i den samlede løsning frem for et valg, der udelukker andre. Et anlæg kan eksempelvis være designet med én sensorstyret tappestation til den primære brug og et manuelt armatur til specifikke funktioner som kogende vand, hvor sensoraktivering ikke nødvendigvis er en fordel. Begge dele kan trække fra den samme underliggende installation.

Sensorbetjening integreres derfor naturligt på tværs af forskellige typer drikkevandsarmaturer, hvor armaturet vælges efter både funktion, æstetik og hvordan det skal indgå i det visuelle udtryk på arbejdspladsen.